Du har tabt dig..

Jeg har virkelig prøvet det mange gange, at vælte mig tværs gennem en weekend proppet med slik og søde drikke, chips og den fedeste mad, fordi jeg lige skal blive ordentlig mæt af alt det klamme, så jeg kan starte på en absolut frisk, om mandagen. Og jeg har prøvet lige så mange gange, at der ikke skulle særlig meget til at vælte de gode intentioner.

Projekterne har været så utroværdige, at jeg ikke engang selv har troet på dem.

Men så var det som om jeg fik hevet mig selv hårdt i kraven, og smækket mig op i et selvkritisk hjørne.

Jeg fylder 40 næste gang, og kan ikke komme i tanke om et mere nederen scenarie, end mine sjove venner, der smækker en lykønskningsannonce i lokalsprøjten, med et fesent, overbelyst billede af en småberuset Fru Z, i en virkelig kedelig vinkel, med halvt lukkede øjne, dobbelthager über alles og en tekst a la “40, fed og færdig?”

Det er en fantastisk motivator, kan jeg godt afsløre.

Lige før jul sidste år, besluttede jeg, at nu måtte det være slut. Slut med de store afskedsorgier hver weekend, slut med urealistiske kure, fulde af afsavn og naive forestillinger om egen viljestyrke. Jeg følte mig ikke fristet til at lade mine penge lande i såkaldte slankeeksperters lidt for rummelige lommer, og jeg havde på ingen måde lyst til at tælle kalorier eller veje min mad.

I stedet ville jeg bruge min sunde fornuft.

Der skulle ryddes op i nogle basale drikkevaner, og vand skulle være min faste følgesvend, morgen middag og aften.

Jeg skulle sørge for altid at have ordentlig mad, frugt og grønt i huset, og aldrig nogen sinde tro på mig selv, hvis jeg forsøgte at bilde mig ind, at jeg sagtens kunne administrere at have lager af slik i huset.

For der skulle være plads til at spise slik.

Og kage.

Og chips.

Og jeg skulle have lov at drikke en cola, en øl eller et glas vin.

Jeg skulle bare kun gøre det når jeg havde virkelig meget lyst til det.

Som i rigtig ulidelig virkelig meget lyst.

Og den dårlige chokolade, som man kan konsummere oceaner af, inden kvalmen overmander en på grummeste vis, skulle mestendels erstattes af noget ordentligt chokolademums. Ikke sådan forstået, at jeg kun skulle spise chokolade så mørk, at støvet stod ud af munden på mig for hver bid, men nærmere sådan at det blev en luxuriøs oplevelse, som man kunne nyde uden betænkeligheder. Summerbird flødeboller med marcipanbund fx...

Og chipsene skulle gerne skubbes i baggrunden til fordel for nødder. Ikke at nødder ikke feder, men de giver trods alt lidt brugbar enerig til en næsten 40-årig krop, hvilket sjældent er tilfældet med chips. Ikke engang dem med dild.

Portionerne skulle disciplineres, flødebaserede sovse begrænses, frugtindtaget sættes i system og morgenjuicen skrottes.

En god kop the blev en opgraderet nydelse. Fra den ene dag til den anden, skiftede jeg fra kønsløse thebreve, med en vag snert af smag, til aromatiske smagsfornøjelser fra Kusmi. Slut med at fylde mig med (alt for mange) ligegyldigheder.

Nye kogebøger blev indkøbt & æselører hobede sig op, i jagten på interessante retter uden alt for meget sideflæskpotentiale.

Frossen frugt blev omdannet til de skønneste smoothies – uden banan og uden mælk, men med fedtfattig yoghurt og findelte havregryn, for en mere mættende effekt.

Jeg forærede min mand en Wii fit i julegave. Først var han ikke videre begejstret, men inden julen var omme, havde hele familien ondt i røven, ryggen og samtlige bevægelige lemmer, fordi vi slet ikke kunne slippe den grumme spilekonsol. Vi vejede os, og afkrævede børnene tavshedspligt, mens vi gav den gas med de mange pivsjove bevægelseslege. Det var skægt, og vi fik rørt os. Og samtidig fik vi et redskab til at følge med i vægten, via smukke kurver og motiverende målsætninger.

Kort efter nytår gik vi langsomt igang med en sundere livsstil.

Der er intet odiøst i kostomlægninger ved nytårstide. Det interessante var, at både jeg og min mand var så topmotiverede, at vi end ikke overvejede at give op.

Min hovedpine forsvandt.

Jeg opdagede at vand i vores lokalområde smager fortrinligt, og er en for blæret tørstslukker.

Lysten til motion meldte sig, efterhånden som solen jog vinterhumøret på langfart, og det yderste lag af overskydende krop smeltede væk.

(http://fruz1.wordpress.com/2009/10/18/dengang-jeg-startede-med-at-l%c3%b...)

Andre kvinders elevatorblik var ikke nødvendigvis forbundet med ubehag længere.

Undertøj blev nemmere at få i andet end grundfarver.

De positive kommentarer fra søde mennesker motiverede, og vi blev bedre og bedre til at motivere hinanden fremfor at “lokke i fordærv”.

80/20 modellen, hvor vi spiser fornuftigt 80 procent af tiden, og gufler mere eller mindre sindssygt 20% af tiden fungerer for os, især når den kombineres med bare en anelse motion.

Men vi ved godt, at vi meget hurtigt kan ryge i fedtefadet igen, og i sommers var vi i sommerhus en enkelt uge, hvor ALT endte med at være tilladt. Selvom jeg havde mine løbesko med, var de ikke fremme en eneste gang. I stedet brugte vi og vores venner ugen på at vælte os i juice, hvidt brød, is, chips, gode frokoster, sublime middage, øl, vin, sodavand og ret så kulørte drinks. Vi hyggede os, men var rystede da vi opdagede hvad ugen havde kostet i kilo da vi kom hjem!

Det ville være fantastisk hvis vi kunne tabe os noget mere, begge to, men det går ikke så hurtigt længere. I stedet for at tænke for meget på hvad vi ikke opnår, prøver vi at fokusere på det vi har nået indtil videre. Der er ikke bare røget mange kilo, men også hysteriske mange centimenter om vores ypperlige kroppe.

Og hvis nogen skulle finde på at sætte et billede af mig i avisen til min fødselsdag, så er jeg forfængelig nok til at håbe, at de vælger et labert et - men det kan jeg nok glemme alt om, desværre..

kærlig hilsen FruZ.dk