Ansvar er det nye sort..;-)


AfGæst- Indsendt d.20 December 2009

Det er det nemmeste i verden at sætte sig i et hjørne og pive, og give alle andre skylden for de ting der ikke spiller i livet. Bitterhed er en spicer som bruges akkurat lige så meget for meget som rucola og frisk koriander, og jeg har selv lænet mig lidt rigeligt op af den form for ansvarsforflygtigelse. Alt, alt for meget.

Det er jo så nemt.

Nu er man naturligvis ikke selv herre over alt her i verden, og tarvelighed mennesker imellem går formentlig aldrig rigtig af mode. Men hvis man bruger alt sit krudt på at flæbe over andres svigt, kan det godt gå hen og blive svært at finde overskud til at mande sig op, så man kan begynde at klappe sig selv på skulderen igen - og mene det.

For et års tid siden besluttede vi herhjemme at ændre på vores livsstil, som der var gået alt for meget junk & sofa i. Og det er lykkedes fordi vi selv har valgt at tage ansvar for det. Ligesom det er lykkedes mig at udvide bekendsskabskredsen betragteligt, fordi jeg selv har taget ansvar for at tage kontakt til folk jeg godt gad. Og det lykkedes mig at finde noget efteruddannelse, som forhåbentlig vil få mine ører til at blafre af begejstring.

Det lyder muligvis banalt, men jeg er blevet meget mere bevidst om min egen rolle i mit liv, og det gør godt. Uden at tøve kan jeg sige, at det sidste år har været det bedste i mit liv rigtig meget længe, selvom jeg stadig mangler at sætte en del hakker på den store JegErSåLykkeligSomManKanBliveOgKanIkkeBedeOmMereHerILivet-liste. Heldigvis..

Og med de planer og aftaler der allerede tegner sig for det næste år, ser jeg ingen grund til ikke at glæde mig til 2010.

Naturligvis kan jeg stadig blive blæst omkuld på den kedelige måde, og der er så absolut oplevelser jeg gerne havde været foruden. Men jeg føler mig ikke længere som et misforstået talent, der ikke kan komme til casting hos de store navne. For jeg laver sgu min egen film, og caster de sejeste medspillere undervejs :-)

hilsen fruz.dk

Tags


Indkøbskurv

Der findes ingen produkter på din indkøbsliste.

0 varerTotal: DKK 0,00

Skuffeklubben

Tilmeld dig vores nyhedsbrev - få de gode tilbud først!

Dankort